torsdag den 19. april 2012

Maltboller

Jeg havde for nyligt smagt maltboller på en café i Århus og var meget fascineret af de mørke, næsten chokoladefarvede boller, som havde en fin antydning af brændt malt.

Mit forsøg på at efterligne opskriften lykkedes dog ikke helt - selvom bollerne blev gode. Smagen af malt kunne godt fremhæves mere, synes jeg, og farven var ikke nær så flot. Men her får i opskriften alligvel, og så kan I jo selv justere til.   Min opskrift var som følger:

5 dl. kolt vand
1 dl. surdej
3 gr. gær
12 gr. salt
400 gr. sigtet ølandshvede
150 gr. fuldkorns ølandshvede
100 gr. grahamsmel
100 gr. fuldkorns speltmel
2 spsk. brændt malt
1 spsk. honning

Den originale opskrift (som jeg allernådigst fik at vide) bestod kun af surdej,  ølandshvede og brændt malt - dog fik jeg ikke doseringen. Men af en eller anden grund skal jeg altid putte andre ting i opskriften end jeg egentlig havde tænkt mig. Specielt skal grahamsmel altid blande sig i mine planer for tiden...

Blandingen fik lov at stå på køl et døgns tid og da jeg havde formet bollerne fik de yderligere lov at stå en times tid mens stenovnen blev brændt godt igennem. Og her er så resultatet. Det er første gang jeg har bagt boller i stenovnen og derfor kom de også ind på en stenplade så jeg lettere kunne vende dem i forhold til varmekilden og få dem ud igen. Egentlig lidt underligt at bage boller på en bagesten, når de nu skal i en stenovn - men det fungerede :)



Næste gang (og det bliver snart) vil jeg putte dobbelt dosis brændt malt i og jeg vil sikkert også fremme farven på andre måder (selvbruner? hmmm ) . Der kommer sikkert også andre underlige ting i - for jeg er ret sikker på, at andre ingredienser forblev usagte, da jeg fik opskriften - og hvilken bager ville da også give sine opskrifter til en blogger?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar