mandag den 1. april 2013

Stenovnsgrillet lammeklump

I dag har været anledning til fejring af flere grunde : det er blevetforår, der er påskeferie og jeg har købt en ny stenovn hos risbrohus.dk! Jeg har faktisk købt 2 - TO - nye stenovne : den ene er en lerovn af modellen "bikuben" mens den anden er en letvægtsmodel af primært rustrit stål og stengulv. Den har den store fordel, at den er let at flytte rundt, så den står bedst muligt i forhold til hvor vi spiser og til at finde læ for vinden. Og så har den indbygget termometer. Alt i alt en kæmpe forbedring i forhold til min hjemmebygge stenovn af sand/ler efter River Cottage modellen. Jeg har dog lavet en lille forbedring og lagt en række ildfaste sten i ovnkammeret langs indervæggen for at tilføre mere masse og dermed holde mere på varmen.

Stenovnen skulle selvfølgelig afprøves og siden det er påske, blev menuen marineret lammeklump med hasselbagte kartofler og salat.

Lammeklumpen blev bagt i en keramikskål - eller Rømertopf med gulerødder, løg, hvidløg, en sjat hvidvin og krydret med rosemarin og timian. Den var i forvejen let marineret fra slagteren - ellers havde jeg nok gjort mere ud af forberedelserne og valgt en græsk opskrift.

Først blev lammeklumpen grillet uden låg på i 5 - 8 min hvorefter låget blev lagt på og retten fik lov til at simre tre kvarter til en time indtil kødet fik en kernetemperatur på 70 grader. Herefter tog jeg igen låget af nogle minutter for at grille overfladen mere. Jeg holdt et lille bål i gang mens kødet grillede, som vist på billedet. Reguler ovnens temperatur med lågen. Hvis varmen begynder at falde lukker man bare lidt mere for åbningen. I min nye ovn svinger temperaturen let mellem 200 - 350 grader afhængig af brændet og ovnlågen. Temperaturen lå dog hovedsageligt på 230 grader, når ilden er brændt ned.

Efter de første ti minutter, satte jeg de hasselbagte kartofler i ovnen - ilden skulle lige brænde lidt ned først. De stod dækket under staniol de første tre kvarter, men da kartoflerne var næsten møre tog jeg staniolet af og lod dem grille ved flammerne i ca 10 minutter. Kødet blev færdig før kartoflerne men det fik lov at stå i keramikformen og bolde sig varmt.

Det er en god ide at flytte rundt på kød og kartofter afhængig af hvordan bålet brænder og hvor meget varme de enkelte dele behøver. Jeg vendte også keramikformen en enkelt gang for at vende den anden side mod ilden.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar